Men MIFF fortæller som sandt er: Et stort flertal af jøderne i Israel er villige til at trække sig ud af det meste af Vestbredden og overlade dette område til den arabiske kontrol – hvis bare det kan føre til ægte fred.
Grunden til at det ikke er blevet en palæstinensisk stat for længe siden, er at der desværre ikke er noget der tyder på, at at en sådan stat vil leve i fred med Israel. Det vil i bedste fald blive en terror rede, eller i værste fald, et opmarch område – et samlingspunkt – for fjendtlige hære, raketter og missiler – i værste fald med atomvåben.
Alternativerne synes dog værre
Når et stort flertal af jøderne i Israel støtter i princippet tanken om en palæstinensisk stat, er det fordi de finder alternativerne endnu mere skræmmende. Alternativerne er:
a) At indlemme Vestbredden (og eventuelt Gaza) i Israel og give alle, der bor der, stemmeret og alle andre borgerrettigheder.
Det vil bringe en stor arabisk befolkning ind i Israel, med stor fare for, at Israel om ganske få år vil få et arabisk flertal. Den gængse indstilling i den israelske befolkning er derfor ikke at indlemme en større del af den arabiske befolkning i Israel, men at flytte en del af grænsen vestover, sådan at den del af Israel med arabisk befolkning bliver en del af Vestbredden. Den som er mest kendt for at gå ind for denne løsning er Avigdor Lieberman og hans parti Yisrael Beiteinu. Men det forlyder, at flere partier er begyndt at interessere sig for denne løsning.
b) At indlemme Vestbredden (og eventuelt Gaza) i Israel, og lade araberne bo der uden borgerrettigheder og uden stemmeret. Men omverdenen vil ikke godtage denne mulighed som en varig løsning, og virkelig mange jøder i Israel mener også at dette principielt er en uholdbar løsning.
c) At indlemme Vestbredden (og eventuelt Gaza) i Israel og smide araberne (palæstinenserne), som bor der, helt ud. Dette vil dog aldrig blive godtaget af verdenssamfundet og virkelig mange jøder i Israel vil også være imod det, af moralske grunde.
d) En mere fredelig version af model “c” er at betale enorme summer til araberne, for at så mange som muligt skal fraflytte områderne frivilligt. Men hidtil er der noget der tyder på, at dette kan gennemføres så vidtgående, at det kunne give et gunstigt resultat. Der findes næppe økonomi nok til at kunne betale araberne de summer som de vil acceptere for at flytte ud, og der er sikkert også en del arabere der ikke -under nogen omstændigheder – vil flytte ud af områderne, uanset hvor højt beløbet end er.
e) Der har igennem tidens løb været forslag om, at Israel og Jordan skal dele kontrollen over Vestbredden, at jøderne skal være statsborgere i Israel og araberne af Jordan, og lignende løsninger (“funktionelt kompromis”). Men denne mulighed er måske udelukket, først og fremmest fordi meget få arabere vil acceptere den.
Og så sidder man der igen med en stat for jøderne og en anden stat for araberne (palæstinenserne), hvor hver gruppe kan være i flertal i hver sin stat og udvikle hver sin egenart. Dette er altså det, de fleste israelere satser på i princippet, men det ser virkeligt svært ud i praksis over kort sigt. Hvis og når en sådan fredsaftale bliver til noget, er der en stor risiko for, at jøderne kommer til at miste adgangen til nogle af deres vigtigste, historiske områder – inklusiv mange hellige steder. Men i bytte for en ægte fred er mange israelere villige til at løbe risikoen – og give afkald på noget af det mest dyrbare i jødedommen.
Store uafklarede problemstillinger
Grænserne
I de fredsforhandlinger i Annapolis (USA) i september 2008 skal Israel have foreslået at beholde mellem 2 % og 7 % af Vestbredden (områder der bebos fortrinsvis af jøder), resten bliver en palæstinensisk stat sammen med hele Gaza. Som et tillæg skal den palæstinensiske stat fra Israel få overdraget et område i tilknytning til Gaza som kompensation for (nogle af) de områder som Israel beholder ved Vestbredden. Dette ligner den ordning Bill Clinton foreslog, lige inden han gik af som Præsident i USA i starten af 2001, som palæstinensernes daværende leder Yasser Arafat afviste.
”Stat minus” eller ”Selvstyre plus”?
Den første israelske leder som underskrev en aftale om et selvstyreområde for palæstinenserne, var statsminister Menahem Begin i fredsaftalen med Egypten i 1979.
Oslo-processen (påbegyndt 1993-1994) skulle føre til en palæstinensisk statsdannelse. Men en aftale om en egentlig statsdannelse er det ikke blevet til, først og fremmest fordi palæstinenserne ikke ville opgive “retten til at vende tilbage” og heller ikke gennemførte seriøse tiltag til at stoppe terror handlingerne mod Israel.
Der er udbredt enighed i Israel om, at der er behov for begrænsninger. Særligt på det militære område må der være totalt vandtætte aftaler og kontrolordninger der kan sikre Israels eksistens. Det må f.eks. aldrig blive sådan at der pludselig står en iransk hær eller iranske raketter lige udenfor Jerusalem.
Lederne i Likud siger, at de går ind for “selvstyre plus” for palæstinenserne. I praksis er der stort set ingen forskel på det som venstrefløjen kalder “stat minus”
Vi, som støtter Israel, skal kunne forklare Israels dilemma!
I dagens situation og for fremtidens skyld, er en af vore fornemste opgaver at forklare, hvorfor en palæstinensisk stat – i hvert fald på kort sigt – ikke er en mulighed, sådan rent praktisk. Det er de allerfleste israelere enige om.